Netværksdag: Besøg hos Made This
Om virksomheden
Made This er en softwareudviklingsvirksomhed grundlagt i 2017 af tre selvstændige. To udviklere og én designer.
Det startede organisk: de sad tæt på hinanden, sparrede løbende og fandt ud af, at de alligevel brugte hinanden så meget, at det gav mening at slå sig sammen.
I dag er der én original partner tilbage, men ånden fra dengang er stadig til stede i måden, de arbejder på.
De laver skræddersyede digitale løsninger og beskriver sig selv som en “teknisk afdeling” for deres kunder. Ikke et bureau, der løser enkeltopgaver og forsvinder igen.
De arbejder i langsigtede samarbejder, hvor de starter småt og skalerer gradvist.
Derudover har de et internt projekt, Made This TV, som er en White Label streamingplatform. En slags “hjemmestrikket Netflix” til dem, der vil distribuere videoindhold uden at være afhængige af YouTube eller Instagram.
De arbejder med en flad struktur i 4-ugers cycles og bruger projektstyringsværktøjet Linear til at holde overblik.
Filosofien er: Det handler om at gøre færre ting, men til gengæld gøre dem fantastisk godt. Og lav ikke mere end du kan stå inde for.
Persona: “Christoffer”
Ud fra besøget sammensatte vi en persona, vi kaldte Christoffer. Han er en hybrid, der forstår både design og kode, og fungerer som bindeled mellem de to verdener. Han designer helst direkte i browseren frem for Figma, fordi han vil mærke designet i praksis; “Hvad sker der, når knappen vibrerer på mobilen? Hvad sker der, når det åbner i Safari frem for Chrome?”
Han er ikke bange for at vise sit arbejde, tage feedback og argumentere for sine valg. Han er nysgerrig, empatisk og tager initiativ.
Refleksion
Besøget hos Made This var en af de mere tankevækkende oplevelser, jeg har haft på uddannelsen. Det udfordrede det, jeg troede jeg vidste på flere punkter.
Det med at vise sit arbejde
Det, der ramte hårdest, var det med portfolioen. De var meget klare: karakterer er ligegyldige. Det handler om, hvad du kan vise og det gælder også fiktive projekter og små selvlavede ting. En af dem fortalte, at grunden til han overhovedet kom til jobsamtale som nyuddannet ikke var hans tekniske niveau, men at han havde lavet en lille passwordgenerator og et GitHub-opslagsværktøj og lagt det frem. Det var nok til at vise, at han gad.
Jeg kan godt genkende tendensen til at vente med at vise noget, til det er “godt nok”. Det er en form for selvbeskyttelse; hvis man ikke viser det, kan ingen kritisere det. Men deres pointe var den stik modsatte: “98% er bedre end ingenting.” Det er ubehageligt at høre, fordi det kræver, at man faktisk stiller sig frem, selv i sin upolerede version.
Og det er præcis den muskel, jeg ved, jeg skal træne. Ikke fordi mit arbejde er dårligt, men fordi det at turde eksponere sig selv er en kompetence i sig selv og en, man kun udvikler ved at gøre det.
Hybridrollen og forventningen om bredde
Inden besøget havde jeg en forestilling om, at man i branchen primært er enten designer eller udvikler. Den forestilling holder ikke altid i virkeligheden.
Made This forventer, at en multimediedesigner forstår kodens begrænsninger og kan tale med om tekniske beslutninger, og omvendt, at udviklerne har en grundlæggende sans for design og brugervenlighed.
Det, der særligt satte sig fast, var pointen om at kunne argumentere for sine designvalg. Det handler ikke kun om at have en god idé, men om at kunne forklare hvilke tradeoffs man laver, og formulere det forskelligt afhængigt af, om man sidder over for en kunde der skal betale, eller en bruger der skal bruge produktet. Det er reelt en stor del af det at fungere professionelt. Man er ikke bare en håndværker, der leverer noget. Man er også den, der skal overbevise om retningen.
Design Thinking og det med sund fornuft
De var overraskende kritiske over for Design Thinking som metode. Deres pointe var, at det i virkeligheden bare er en institutionaliseret måde at sige “brug sund fornuft og empati” og at det for dem sker naturligt og løbende, ikke som en fast skabelon man sætter af tid til.
Det overraskede mig, fordi vi på uddannelsen bruger meget tid på netop den metode. Og jeg er ikke sikker på, at jeg er enig i at den er overvurderet, jeg tror den kan være nyttig, særligt i større organisationer eller tidlige konceptfaser. Men det fik mig til at reflektere over, om jeg nogensinde bruger den fordi den faktisk giver mening i den konkrete situation, eller om det bare er det, man gør fordi det er det, man har lært. Der er forskel på at bruge en metode som et redskab og at bruge den som en tjekliste. Den distinktion vil jeg tage med mig.
AI som forstærker, ikke trussel
Noget af det, jeg virkelig godt kunne lide, var måden de snakkede om AI på. Jeg har tit tænkt på det som noget, der gør det sværere at forklare, hvad en uddannet multimediedesigner er værd;
Hvis en AI kan løse mange af de samme opgaver, hvad er vi så uundværlige for?
Deres svar var en anden vinkel:
Hvis en person uden faglig baggrund kan bygge en platform med AI, hvad kan man så ikke, når man har en uddannelse oveni?
Det de pointerede var, at AI er et værktøj og at faglig viden afgør, om man bruger det godt eller dårligt. De nævnte et konkret eksempel med farverumskonvertering i AI-genereret video, som kun giver mening, hvis man i forvejen forstår farveteori og postproduktion. Uden den viden ender man med AI-slop. Med den viden kan man løfte resultatet markant.
Det er en tankegang, jeg egentlig godt ved er rigtig, men som jeg ikke altid husker, når snakken om AI og jobmarkedet bliver skræmmende. Det er lettere at tænke “AI tager jobs” end at tænke “AI giver mig mere rækkevidde, hvis jeg ved hvad jeg laver.” Den sidstnævnte tankegang kræver, at man tager ansvar for at lære sine værktøjer at kende og det er i virkeligheden bare endnu et argument for at lave projekter og eksperimentere, også uden for studiet.
Gåpåmod og det at banke på
Det råd, jeg tager allermest med mig, kom helt til sidst. De sagde meget direkte: bank på, også selvom de ikke søger. De fleste jobs opstår ikke fra jobopslag, men fra netværk og folk, der viser sig frem. En af dem har aldrig skrevet en jobansøgning. Han er altid blevet headhunted fra ét job til det næste, fordi han insisterede på at arbejde med det, han brændte for, og blev dygtig nok til at folk lagde mærke til det.
Det gjorde et stort indtryk på mig. Det er meget mere komfortabelt at vente på et opslag, skrive en generisk ansøgning og håbe på det bedste. Men det er også meget mindre effektivt. Jeg tror, det er én af de ting, jeg har taget allermest til mig. Det med at gribe mulighederne, og hvis de ikke lige er der; skab dem.
Og er man ikke klar, så bliver man det nok mens man er i det. Læring og udvikling sker oftest mens man selv er i bevægelse.
Hvad tager jeg med videre?
Overordnet set har besøget hos Made This fået mig til at tænke anderledes om, hvad det vil sige at være klar til arbejdsmarkedet.
Det handler ikke om at have styr på alle værktøjer eller have de højeste karakterer. Det handler om at vise, at man gider, at man er nysgerrig og laver ting, at man tør vise dem, at man kan tage feedback uden at gå i stykker, og at man har lyst til at lære mere.
Det er faktisk ikke så mystisk. Men det kræver, at man begynder nu. Ikke efter eksamen.
